En aften i fængsel og en dag på dyrebørnehjem

Træt er jeg efter i en hel uge at være blevet overlæsset med informationer, oplevelser og nye mennesker! På denne højhellige søndag blev jeg jaget ud af fjerene klokken 8 for at sidde i forelæsningssalen i 5 timer. Og nedtællingen til næste arrangement er allerede startet: Om 2½ time er der barbeque for de nye beboere på kollegiet. Kollegiet består af syv ´courtyards´ eller bygninger, og beboerne i vores område, der har det mundrette navn Banksia Bears, har fået udleveret fashionable orange t-shirts, vi skal have på til anledningen :) Det er kun få mennesker, der ser så hot ud i orange som jeg. Det bliver en fest! Jeg har nærmest ikke noget overblik over alt det, der er sket siden sidst, for vi har konstant været i gang og kun lige haft korte pauser til at sove, gå på toillettet og spise. Jeg glæder mig ligefrem til introduktionsugen er forbi, og skolen starter i morgen - så kommer der nok lidt mere ro på tingene. Misforstå mig nu ikke: introduktionsarrangementerne har været fantastiske. Jeg er bare udkørt nu :)

I går var alle de nye udvekslingsstuderende på udflugt til Perth Hills National Parks en times kørsel øst for byen. Alle troede det var en bbq, for det hed det, da vi meldte os til. Overraskelser ventede forude. I parken hilste vi på forældreløse babykænguruer, der blev opfostret i stoflommer nede i varmeisolerede køletasker. De var så nuttede! En helt lille én, der ikke havde udviklet rigtig pels endnu holdt sig for øjnene med sine små forpoter, da han blev trukket ud af stofposens varme. Senere smed vi med spyd og boomeranger under kyndig vejledning fra en tandløs aboriginee. Jeg var ekstremt dårlig til det. "No, don´t throw it like a stick mate", forsøgte aboriginee-manden at vejlede, men boomerangen ville bare ikke opføre sig som en boomerang, når det var mig, der smed den afsted.

Vel tilbage på kollegiet syntes mine bofæller Malte (Tyskland, 24, på billedet nedenunder) og Keith (USA, 19) at det var på tide at danne sig et indtryk af Perths natteliv. Vi bevægede os ud i aftenkulden sammen med hundredvis af kortskørtede australske tøser, der ikke syntes at mene at 5 graders varme nødvendiggjorde hverken jakke eller strømpebukser. Det lykkedes os efter mange afvisninger at komme ind på en hyggelig bar med god belgisk øl, der gjorde det tæt på umuligt at komme op i morges :)
Fredag aften var stille og rolig. Det føromtalte hold malaysiske frivillige havde "organiseret" en tur for os nye til Fremantle fængsel, der efter sigende skulle være det mest hjemsøgte sted i hele Australien. I håb om at undgå det større organisatoriske break-down de frivillige ville få, når vi skulle følges ind og ud af bussen, stak Jasmin (Tyskland, 23) Johanna (Finland, 26) og jeg af fra gruppen allerede inden afgang og tog til malayernes store beundring bussen til Fremantle på egen hånd. Fængslet var mørkt og skummelt. Vi blev udstyret med lommelygte og lukket ind i de nedlagte fængselsafdelinger med celler i tre etager. Guiden havde en lang mørk frakke på og fortalte spøgelseshistorier om alle de mordere, der havde begået selvmord ved at kaste sig ud fra fængslets tredje sal. Vi lyttede opmærksomt og skreg af forskrækkelse, da en menneskestor dukke pludslig landede i et net i mørket over vores hoveder. Derefter pumpede adrenalinen på højtryk. Fuck, hvor blev jeg forskrækket!