Saturday, December 19, 2009

Hippier og den store udfordring

Så er jeg her! I byen med det verdensberømte operahus. Jeg har tilbragt min sidste weekend i Australien med at shoppe, se på kunst, klipse billeder af sjove dyr og selvfølgelig beundre Utzons operahus.

Jeg fik set det helt tæt på...


...i aftenbelysning fra den botaniske have ...
..jeg trodsede tilmed min højdeskræk og vovede mig med fugtige håndflader og rystende ben op på tårnhøje Sydney Harbour Bridge, for at se det lidt fra oven..
..og fra den modsatte siden af havnen...

Jeg kan også afsløre at jeg har tisset INDE i operahuset, så jeg tror omtrent, at jeg har dækket den del af mit Sydney-besøg ganske grundigt.

Jeg ankom til Sydney med fly fra tropiske Queensland i fredags, og det var på én gang vidunderligt og forvirrende at være i en summende travl storby, der har det hele efter fem måneder derude, hvor kragerne er vendt. Jeg har boet på YHA Central ved siden af hovedbanegården i Sydney, hvor en seng koster det dobbelte af det man betaler i Western Australia. Til gengæld er det luksus. Jeg bor lige under tagterrassen med pool, og fra vores sovesal er der udsigt ud over hele byen. Ikke dårligt. Lørdag er markedsdag i Sydney og jeg nåede forbi fire forskellige af slagsen:

Det turistede The Rocks marked under Sydney Harbour bridge,
det fancy kunster- og designermarked i Paddington... ...hippiemarkedet i studenterkvarteret Glebe, hvor jeg fandt en overraskelse i en kurv med tørklæder: ...og det billige marked i Sydneys Chinatown Næste stop var Sydneys museum for samtidig kunst, hvor dansk/islandske Òlafur Eliasson udstiller for tiden. En superfed udstilling som jeg blev så opslugt af, at jeg slet ikke opdagede at museet havde lukket, før sikkerhedsvagten kom for at smide mig ud som den sidste...
Flere af mine studiekammerater fra Perth er i Sydney nu, inden de skal hjem til jul og vi har taget os et par hyggeøl på den lokale pub.
Ellers har jeg været ude at hilse på et par af de lokale:
De sjove....

De skrappe...

De lidt uhyggelige...

...og de virkelig nuttede...

Mandag tager flyveren mig med til Danmark. Vi ses derhjemme!

Friday, December 18, 2009

Beskyttelsesdragt på koralrevet

Det er sæson for gopler af den værst tænkelige slags på Australiens nordøstkyst: Box-Jelly Fish. Svømmer man ind i en af dens tentakler, skal man være heldig for at overleve. Giften fra det kun 25 cm lange dyr giver i første omgang huden et brændemærke, der ligner et piskeslag. Kort efter bliver ens vejrtrækning lammet, og man mister bevidstheden. Box-Jelly Fish er en ond fætter. Og det var derfor med lidt blandede følelser, at Johanna og jeg iført lækre sortrøde beskyttelsesdragter, der meget vel kunne være kostumerne fra Star Trek, sprang i vandet ved Great Barrier Reef. Det turkisblå havvand var såmænd fristende nok – især i 32 graders varme. Men tanken om goplerne var skræmmende. Det gik dog fint. Beskyttelsesdragten sørgede for at alt andet end hænder, fødder og hoved var sikret mod goplerne, og ingen på vores båd med 25 backpackere blev stukket. Da vi havde været i vandet første gang ved den verdensberømte kridhvide Whitehaven Beach på Whitsunday Islands uden nogen møder med goplerne begyndte vi at slappe af og nyde sejlturen.




Vi sov to nætter på sejlbåden Habibi, og selvom sovefaciliteterne på ingen måde var luksuriøse, var vi ganske tilfredse. Jeg var især stolt af, at jeg kun kastede op én gang, og at det var da vi sejlede i de store bølger, hvor selv sejlsports-Johanna var lidt lysegrøn i kinderne.


Habibi gjorde flere holdt undervejs og lod os springe i havet for at snorkle omkring i koralrevet. Det var fantastisk. Gule, lilla, grønne, blå, røde. Korallerne strålede i farver og fiskene lod sig ikke forstyrre af os. Der var havskildpadder, en enkelt rokke og nogle store grå og gule nogle, der kaldes flagermusfisk.


Nu hvor Habibi har sat os af i Airlie Beach skilles Johanna og jeg. Hun bliver i tropiske Queensland og jeg flyver ned til Sydney for at se på storbyen et par dage, inden min rejse hjem på mandag. Jeg kommer til at savne hende så meget!

Tuesday, December 15, 2009

En smadret bil og et æglæggende
dyr med patter

Tilbage på fastlandet havde vi to dages roadtrip og 1100 kilometer mod nord at tilbagelægge. Det startede helt helt helt elendigt. Og endte gudskelov i den modsatte ende af skalaen. Vi kom tilbage fra Fraser Island og fandt vores udlejningsbil, som vi efter råd fra personalet på vores hostel, havde parkeret udenfor hostellet, med en smadret bagrude. Skønt! Så vi tilbragte morgenen med en yndig kvindelig betjent i Hervey Bay, som intet gjorde for at skjule sin gaben og rullende øjne, da vi fortalte om hærværket. Endnu skønnere. Næste stop var Europcar biludlejning, som kunne informere os om, at vi nu skyldte dem 2000 kroner. Skønnest. Til gengæld kunne de på stedet give os en ny og større bil, som vi kunne fortsætte vores roadtrip i. Vi endte dagen i et dobbeltværelse oven på en irsk pub i byen Rockhampton 500 kilometer nord for Brisbane. Et kilometerlangt bumletog ladet med kul virkede til at være det eneste levende i byen ud over os og den hyggelige pub. På andendagen havde vi tid til lidt mere sightseeing: Vi vandrede gennem et gigantisk hulesystem ved Stenbukkens Vendekreds - det var ganske snævert til tider.... Senere kørte vi dybt ind i en dal vest for Mackay til turens højdepunkt: Vores møde med Australiens mærkeligste skabning: Næbdyret. Den har krop og hale som en dværgodder, fire fødder som en and og et bredt næb. For at gøre det hele endnu mere mærkeligt, lægger næbdyret æg for efterfølgende at lade sine unger die. Næbdyret er ekstremt sky. Vi sad en time ved flodbreden i total stilhed. Og så var det der. Mindre end jeg troede. Måske 30 centimeter langt. Men absolut ligeså mærkeligt og fantastisk, som jeg havde troet.... (Jeg uploader en video med næbdyret snart)

Sunday, December 13, 2009

At køre i sand...

…er intet problem, når man har en midaldrende canadisk farmer til at gøre det for sig. For så heldige var vi på vores eventyr til Fraser Island sidste weekend. Af økonomiske årsager havde vi valgt at se øen på såkaldt selv-kører-safari, hvilket ikke burde være noget problem, da både Johanna og jeg er vant til at køre. Nu er det bare sådan, at der ikke er nogen veje på verdens største sand-ø Fraser Island. I stedet er der sand. Dybt løst sand. Overalt. For langt de fleste selv-kørere på øen betyder manglen på professionelle firehjulstrækchauffører, at man spenderer flere timer om dagen på at grave bilen op af sandet. Det er her, den canadiske farmer kommer ind i billedet. Af ukendte årsager havde den 55-årige landmand valgt at tage på billig selv-kører safari med 9 backpackere i 20´erne. Med sine ru hænder placeret fast om rattet og sine slidte støvler på speederen, navigerede han os problemfrit gennem sandet uden at sidde fast en eneste gang. ”This is nothin´. You ought´a see the snow we get on the farm”, gryntede han veltilfreds, selvom vi otte, der sad bag i jeepen, var ved at hoste nyrerne op, når han bumpede os ind over rødder og dybe huller. Før en britisk Kaptajn Fraser var skibsbruden på øen, hed den K´Gari, hvilket på det lokale aboriginske sprog betyder Paradis. Og de har fat i noget, aboriginerne. Fraser Island er turkisblåt vand, kridhvide strande, frugtbare regnskove, aborigindans, dingoer og uendelige mængder kryb og kravl. Det sidste er vist ikke lig med paradis for alle (Johanna brugte det meste af den sidste nat i det fri på at børste sit hår og ryste sin sovepose, efter jeg havde opgivet at jage kakerlakkerne) men øen gemmer i sandhed på nogle af de smukkeste steder, jeg har set. Mest berømt er nok Lake McKenzie midt på øen, hvor helt klart vand dækker det hvide sand og skaber en turkisblå lagune midt i regnskoven. Sandet er fuld af mineraler, der gør at et bad her, har samme blødgørende lækre effekt på huden som et smut i Den Blå Lagune i Island. Midt på hovedvejen - det vil sige stranden på øens østside - rejser de røde rester af passagerskibet Maheno sig fra sandet. Det drev i land i 1935, da en orkan rev det løs fra det japanske skib, der var ved at trække det til ophugning i Asien. Nu ligger det som en rusten skulptur halvvejs begravet i sand. Da vi var faret vild på stranden den første aften - ja det kan godt lade sig gøre at blive væk på en strand :) - kiggede en af australiens vilde hunde, dingoen, forbi for at se om vi gav en bid et eller andet....
Efter et par timers kørsel op og ned ad stranden lykkedes det os endelig at finde afkørslen til den aboriginer lejr, vi skulle overnatte i. Her gav aboriginske Mark og hans datter os en lille introduktion til deres traditionelle danse.

Højt over stranden rejser klippen Indian Head sig. Det er et helligt område for aboriginske mænd, hvilket betyder at det er forbudt for aboriginske kvinder, at sætte deres ben her. Straffen er at blive sendt ud i ørkenen med hænder og fødder bundet sammen uden vand - kun hvis man på egen hånd kommer tilbage til bopladsen bliver man taget til nåde. Heldigvis gælder de regler ikke for europæiske piger, for vi besteg klippen for at få udsigt til de mange hajer, delfiner og rokker der lever i havet omkring Fraser Island.


















Fra Indian Head vandrede vi gennem brændende varmt sand op til de forfriskende Champagne Pools, der er det eneste hajfri badested med saltvand
på øen...

Senere drev vi med strømmen ned ad åen Eli Creek...

..vandrede over enorme sandbjerge for at tage en dukkert blandt skildpadderne i Lake Wabby...

...gik en tur ned mod imponerende Pinnacles...

Og kiggede nærmere på øens vilde beboere....

Wednesday, December 9, 2009

Storbyshopping og wildlifespotting

Vi har power-set Melbourne og omegn. To hasblæsende dage på shopping i regnvejr og i bil mod vest. Men på trods af regnen er jeg forelsket i Melbourne. Om hvert hjørne gemmer sig en ny gyde med små kunst- og designbutikker, så jeg kom vist til at shoppe lidt amok.


Dagen efter vores powershopping, lejede vi en bil for at opleve Victorias største turistattraktion: The Great Ocean Road. Vi slugte kilometer for kilometer af dramatisk kystlandskab


Vandrede op til et lille vandfald

Fandt vilde koalaer på en afsides grusvej

Og klikkede løs med kameraerne ved klippeformationen De tolv apostle...
Herfra går turen videre til Queensland mod nord...

Tuesday, December 8, 2009

Et europæisk smørhul

Adelaide føles oldgammel og meget europæisk i forhold til de andre australske byer, jeg har besøgt indtil videre. Bygningerne er ældre, gaderne smallere og parkerne giver én fornemmelsen af at være hjemme. Græsset er grønt, træerne kunne lige så godt stå i Hyde Park i London og der er vand i floden, hvilket generelt ikke er så almindeligt i Australien. (For eksempel sov flere aboriginere hver nat i den store Todd River i Alice Springs. Flodsengen lignede mere en motorvej af knastørt sand, og de lokale fortalte, der sidst havde været vand i den i november sidste år)


Sammenlign selv: Her er først floden i Adelaide:

....og floden i Alice Springs:

Vi ankom til Adelaide med The Ghan fredag morgen og drog videre med endnu et australsk tog til Melbourne mandag morgen. Weekenden var afslappende:

Der var shopping under juledekorationerne i 25 graders varme. Det føles bare ikke helt rigtigt!



Der var afslappede eftermiddage i byens parker.


Der var kulinariske mesterværker i hostellets køkken.


Der var kaotiske pakkeseancer i vores minimale sovesal:


Og der var en 30 kilometer lang cykeltur til Adelaides strandområde Glenelg:

Monday, December 7, 2009

Med kamel-tog gennem ørkenen

Vi har været ude at køre med tog. Ganske længe.
Oprindeligt kunne kun kamelkaravaner med førere importeret fra Afghanistan klare turen mellem Alice Springs i det centrale Australien og Adelaide i syd. Der er næsten 1500 kilometer gennem bush og ørken, og undervejs møder man ikke ret meget andet liv end vilde kameler, kænguruer og køer. Australierne har i næsten hundrede år forsøgt at etablere en pålidelig jernbaneforbindelse, men først for fem år siden lykkedes det for alvor. Før den tid blev skinnerne med jævne mellemrum skyllet væk af pludselige oversvømmelser, og legenden siger, at toget ved én lejlighed var strandet hele ti dage på ét sted, så togføreren måtte skyde vilde geder for at skaffe mad til passagererne.



”The Ghan” hedder toget, der er næsten 24 timer undervejs fra Alice Springs til Adelaide, og dét tog spenderede vi hele torsdag og lidt af fredag i. Der er spisevogn. Der er brusekabiner. Der er hele to toiletter. Og så er det så også dét, man får på studenterbilletter. Ingen af os fik ret mange timers søvn den nat, for vi skulle sidde op og sove som i et fly. Til gengæld tror jeg, vi alle endnu en gang har fået en god fornemmelse af præcist, hvor enormt Australien er, og præcis hvor meget ingenting, der er i det centrale Australien.

Vi gjorde hvad vi kunne for at underholde os selv undervejs:

Tina lavede luksus togudgaven af Subway-sandwichene til os...
...og vi nød udsigten til kænguruskelletter og solnedgang...