Tidligere på aftenen filosoferede vi over, hvordan det allerede kan være slut. "Hvor blev tiden af?", spurgte vi hinanden over en øl i universtitets bar. Og nu omkring poolen har alkoholen for alvor fået overtaget, og vi forsøger at fryse tiden. Holde fast i de sidste 3 1/2 måned, så de ikke slipper væk - aldrig forsvinder. Men Security får os hurtigt på mindre nostalgiske tanker, da de truer med at dele bøder ud til nøgenbaderne i poolen og os, der står og hujer omkring. Vi tysser og fniser og aftaler, at festen skal rykkes til barbeque-området bag basketballbanerne, men Security snuser sig hurtigt frem til os, og indenfor 15 minutter må vi fjante videre på jagt efter en ny fest-lokation.
Det er ved at være slut med Murdoch University. I sidste uge afleverede jeg hele fire opgaver af slagsen ´final projects´ eller ´final essays´. Det var som at blive født på ny, da jeg fredag eftermiddag nåede op til overfladen og kunne trække vejret som et frit menneske efter ugevis i opgavefængsel. Semestret var forbi. Foran var nu kun fest og eksamen.Først og fremmest fest naturligvis.
Men eksamen lurer i horizonten. Jeg skal bestå en Multimedia test og svare på spørgsmål som: "Hvad er fordelene ved XHTML i forhold til HTML?". Og jeg skal skrive to essays om bæredygtighed. På kun to timer! Uden hjælpemidler! Skrevet i hånden! Jeg prøver at tænke på noget andet....
No comments:
Post a Comment