Evakueret i mørke og kulde

Vinteren kom til for alvor til Western Australia, da Martin landede med Emirates Airlines sidste fredag. Siden har billedet været præget af gennemblødte sko og ødelagte parablyer. På vej til forelæsning i går nåede jeg kun 50 meter uden for døren, før jeg på trods af parably og regnjakke var våd ind til skindet. Retur til værelset, vådt tøj af, fullbody regntøj på. Men regnen var selvfølgelig for længst stoppet, da jeg igen vovede mig ud, og solen dristede sig ovenikøbet til at kigge frem bag skyerne. Vejret minder mig lidt om Island; Sol, regn, storm, regn, regn, sol, sindssyg kulde. Det er aldrig til at vide, hvad man skal iføre sig, når man skal ud :)


Eventyr har der endnu ikke været alt for mange af, mens Martin har været her. Det har vejret og skolen sat en stopper for. Der er sindssygt meget at læse og skrive og forberede hele tiden. Jeg havde min første fremlæggelse i tirsdags - på semesterets 9. dag! Heldigvis havde jeg allieret mig med min norske klassekammerat Anne-Marthe og vi fik da udfyldt de 50 minutter, og jeg tror det gik nogenlunde selv om klassen var ved at falde i søvnen og underviseren heller ikke virkede alt for begejstret.....



Smukke smukke koraller



Jeg har dog undervisningsfri dage onsdag og fredag, og i onsdags tog vi toget op til en forstad i det nordligste Perth for at se på koraller, eksotiske fisk og livsfarlige havdyr. Når det er for koldt til at snorkle, må man jo se sagerne i et akvarium :) Alle dyrene lever vildt i havet omkring Western Australia og især vores møde med de giftige gobler (som vi efterfølgende så liggende skyldet op på stranden tæt ved uni!!!), hajerne og havslangerne var ret chokerende. Føj, hvor har jeg bare ikke lyst til at møde sådan en fætter på snorkeltur!


Søhesten ser ud til at være lidt genert


Martin under kæmpehajen

Kollegielivet har krævet en pæn portion tilvænning, men jeg tror, vi er ved at være nået frem til en gensidig forståelse for, hvordan tingene skal være i vores lille lejlighed. Efter at være blevet holdt vågen af en amerikaner teenage fest i vores stue både tirsdag og onsdag til klokken 3, blev jeg nødt til bede min amerikanske sambo om at styre sig og måske tage til fester i andre lejligheder i stedet for altid at slæbe hele flokken her hjem. Først virkede hun ret muggen, men jeg tror hun var kommet sig over det, da vi hyggede og spiste aftensmad i går.

Midt i det hele lød en høj skinger alarm og en robotstemme gentog metallisk beskeden: "This is an emergency. Evacuate now!". Brandalarmen. Til kollegiets informationsmøde en uge tidligere havde vi fået at vide, at det ville koste bøder på 500 kroner, hvis vi ikke omgående forlod bygningen og gik ud på parkeringspladsen, når alarmen gik. Alle mand ud i den mørke fugtige kulde. Keith var lige gået i bad og kom tumlende ud med vådt hår og et par hurtige shorts og en fugtig t-shirt. Kollegiets ansatte guidede os over græsplænen iført lækre skriggule hjelme og veste. Derfra kunne vi frysende se til, mens brandbilerne kom drønende for fuld udrykning. Brandmændene så dog ikke ud til at have særligt travlt, og Darren, der allerede har boet her et semester, fortalte at der er falske alarmer omkring en gang om måneden. "Flat 138" råbte de efter 10 minutters undersøgelser. De skyldige beboere i nummer 138 måtte træde frem, og alle vi andre var frie til at sjoske tilbage og fortsætte aftensmaden.