Tuesday, November 24, 2009

Alle skal ud!

Flyttefeberen har ramt vores village i denne uge. Studerende med propfyldte papkasser, indkøbsvogne og Coles poser mødes på gange og parkeringspladser og omfavner hinanden, inden de kører væk. Mange af dem kommer igen, når sommerferien slutter om to måneder, men kollegiesystemet her på Murdoch er sådan, at alle skal ud! Med mindre man altså er villig til at betale 200 kroner pr nat, for at have sine ting stående i ferien....

Jeg har været i Perth så længe, at marken ved siden af kollegiet har forvandlet sig drastisk. Række efter række af ældreboliger er skudt op, som månederne er gået. Men nu er det altså forbi. Vores lille lejlighed i nummer 146 er allerede blevet to beboere fattigere - amerikanske Keith rejste i går, og i dag fulgte Darren fra Singapore efter. De efterlader en lidt trist og meget tom stemning. Selv har jeg indleveret vintertøj til posthuset i dag. Det skal ud at sejle rundt om jorden, mens jeg rejser til Great Barrier Reef.

For det er for alvor slut med Perth. Om noget der ligner halvandet døgn rejser jeg med tre studiekammerater - Tina og Chris på 22 fra Tyskland og Johanna på 27 fra Finland - til Alice Springs for at smelte i 40 grader og vandre lidt ved Ayers Rock. Senere går turen til Adelaide, Melbourne, Brisbane, Fraser Island, Great Barrier Reef og Sydney. Så kan vi teste, om østaustralierne har ret, når de drillende siger, at forkortelsen WA for Western Australia i virkeligheden burde stå for "Wait Awhile". At man venter en del i denne stat er skam helt korrekt - det lokale pizzabud har på et tidspunkt præsteret at komme med vores tre napolitanaer efter 2,5 time. Men med australiernes generelle tilbagelænede attitude har jeg svært ved at forestille mig, det skulle være meget anderledes på den anden kyst.

Eksamenstiden på Murdoch synger på sidste vers, og den endelige afslutning af mit udvekslingsophold bliver i morgen klokken to, når jeg går til eksamen i bæredygtighedsfaget "Global and Regional Sustainability". Vi skal skrive tre essays i hånden på to timer uden hjælpemidler. En udfordring. Som jeg knokler for at blive klar til. Vi får se, om det lykkes....
Vi har dog haft over 30 grader et par dage i denne uge, så eksamenslæsningen har ikke udelykkende været et bittert æble at bide i.


Oprindeligt skulle vi forestille at få vores endelige resultater og eksamensbevis engang sidst i december. Men lærerstaben på uni strejker, og har derfor meddelt os, at de ikke offentliggør nogle eksamensresultater, før de får mere i løn. Fair nok. Bortset fra den lille detalje, at jeg skal bruge bevis på, at jeg har bestået semestret her for at kunne tilmelde mig hovedopgaven i januar... I morgen må jeg se, om jeg kan søge om undtagelse fra strejken på en eller anden måde.

Som en del af vores afsked med Perth og fantastiske Western Australia drog vi sidste fredag en bilfuld tøser på roadtrip for at opleve naturfænomenet Pinnacles: Midt i bushen er der pludselig et stykke dybgul ørken, som små spidse klipper i tusindvis stikker op af. Underligt.

Og i går havde Malte fra kollegiet og jeg brug for en pause fra de halvsørgelige afskedsarrangementer, så vi stak af til Rottnest Island - en lille klippeø, der ligger en halv times sejlads ud fra Perth.
Der er ingen biler på øen, så vi lejede cykler og tog de 30 kilometer øen rundt for at tilegne os solbrændte ansigter og ømme numser. Det var et skønt afbræk og fra sadlen så vi springende delfiner, søløver, en hval, små tykke pungdyr og en enkelt slimet øgle.

Vi gjorde også holdt på et par af strandene, der liiige var til at leve med ....

Det var en hollandsk kaptajn, der "fandt" øen tilbage i 1600-tallet, og da den dengang som nu var overrendt af små hoppende pungdyr med rottelignende haler, døbte han den Rottnest (Rotte rede). Aboriginerne vidste bedre. De havde allerede et navn for både øen og dyret, men kun dyrenavnet har fået lov at overleve i den aboriginske version.
For enhver kan jo se, at der er stor forskel på de små nuttede quokkaer, som pungdyret kaldes...


...og rigtige rotter, som dette lækre eksemplar, der gennem et par uger har gæstet min venindes boghylder. (Hendes sambo har en forkærlighed for halveksotiske kæledyr....)

Næste gang jeg skriver, bliver det fra en anden side af det store "ingenting" der fylder det meste af midtaustralien.
Farvel Perth!

Wednesday, November 11, 2009

Helt derude hvor kun hav, bush
og vilde kænguruer er

Min skønne veninde Rikke er kommet på besøg derhjemmefra. Med sig havde hun lejekontrakten til en lækker varevogn, som har været vores i 10 dage. Udlejningsselskabet har med klistermærker af hotte babes og playboykaniner forsøgt at gøre vognen til en festmaskine på hjul, men vi kender dens virkelige sind: Den hoster lidt, har svært ved forandringer og er godt slidt her og der. Som den ældre herre den er, har vi passende døbt den Bertram.
Bertram har været vores hjem i fem dage. Han har båret os over hullede grusveje, beskyttet os i tordenvejr og sørget for en seng at sove i og et køkken at lave mad i.


Da tømmermændene tillod det sidste lørdag, stak vi af fra Perth og eksamenstanker og satte kursen langt mod øst. Bertram slugte kilometervis af asfalt inden vi nåede klippeformationen Wave Rock og en hule med aboriginal malerier. Det er begyndelsen på fluesæsonen i Australiens outback, og det kunne vi mærke på vores gåtur ved klipperne. Konstant havde vi hver 100 fluer summende omkring os på vej ind i vores øjne, ører og mund. Fluenet gør ganske vist ikke noget godt for udseendet, men det var den bedste investering på hele turen og de reddede os fra at blive fuldstændigt sindssyge af at vifte og hoste fluer væk.

På vores fem dage lange eventyr med Bertram tilbagelagde vi 1600 kilometer, og turens mål og absolutte højdepunkt var området omkring smukke Esperance, der ligger 750 kilometer sydvest fra Perth på Australiens sydkyst. Vi ankom til nationalparken Cape Le Grand ved Esperance efter mørkets frembrud. Der er ingen elektricitet på de campingpladser, der ligger så langt ude og mørke fik en hel ny betydning, da vi slog lejr for natten under millioner af klare stjerner. Vi parkerede Bertram i et mørkt hjørne af campingpladsen uvidende om, at vi kom til at sove i første parket til en uvurderlig udsigt over tyrkisblåt vand og kridhvidt sand.

Aftensmaden blev til over gasblus, og vi var ved at slubre den grådigt i os under stjernerne, da en uhyggelig hæs stemme pludselig brød lydene af hav og vind kun 20 meter bag os. Jeg fumlede med lommelygten for forskrækket at pege lyskeglen mod lyden og finde ud af, om nationalparken som frygtet var hjem for gigantiske menneskeædende øgler. Pu ha.... Det var en kænguruunge, der midt i lejren hidsigt kaldte på sin mor, som stilfærdigt var hoppet hen for at snuse til et telt.

Mættet af hvidt sand, smukke klippeformationer og turkisblåt hav vendte vi Bertram mod vest for at opleve den nationalpark i Australien, som med landets største biodiversitet er hjem for over 1800 forskellige plantearter og 19 forskellige pattedyr. Kort og skilte havde fortalt os at den 60 kilometer lange vej ind i parken var en grusvej, og at den var egnet til almindelige biler som Bertram. Men intet kunne have forberedt os på den 2,5 timer lange rystetur gennem mørket, som hele tiden slog Bertram både ud af gear og af kurs. Skræmte talte vi kilometerne, og håbede at teltpladsen ville møde os et sted derude i mørket, inden vi nåede at slå os selv og Bertram ihjel i grøften eller i mødet med en af de mange kænguruer, der krydsede vejen.

Klokken nærmede sig midnat, da pladsen kom indenfor rækkevidde, og vi forskrækkede opdagede, at der ingen andre mennesker var. Overhovedet. Så langt øjet rakte. Ikke en bil. Ikke et telt. Ikke en lyd. Ikke et eneste lillebitte lys fra en lommelygte. Der var kun os, Bertram og bushen med alle dens dyrelyde - og var det havet, vi kunne høre et sted derude? Lommelygten kunne ikke afsløre nok om de bælgmørke omgivelser til at finde ud af det. Vi dobbelttjekkede omhyggeligt at alle Bertrams døre var låst og lagde os til at sove på sengen bag i ham.
Morgenen efter var lige så ensom. Bortset fra os, Bertram og fluerne var campingpladsen tom. Men badet i solens morgenstråler var stedet ikke længere uhyggeligt. Det var smukt. Havet viste sig at skylle op på det kridhvide sand kun 100 meter fra, hvor vi havde parkeret Bertram for natten, og stranden var spækket med kænguruspor. Vi gik en tur ud på pynten med den smukkeste udsigt til klipper, strand og bush bush bush så langt øjet overhovedet kunne skimte. Det var imponerende og frygtindgydende, og vi følte os bittesmå og helt ubetydelige i den overvældende natur. Bumleturen ud af nationalparken igen var væsentlig mere velkendt og kontrolleret end den skræmmende køretur derind. Nu vidste vi, der var noget derude af vejen. Asfalt, civilisation, andre biler. Det føltes godt.

Sidste stop på vores eventyr med Bertram var Stirling Ranges National Park, der ligger i en lille bjergkæde af 1100 meter høje toppe 400 kilometer syd for Perth. En rød grusvej snoede sig mellem de grønne toppe, og et udbrud af tordenvejr hjalp til at vejens støv fik malet Bertram helt rød. Vi vovede os ud på en mindre bjergbestigning, passerede en sort slange og dukkede os frygtsomt, da himlen åbnede sig og lynene zigzaggede sig hen over himlen.
Efter fem dage på vidunderlige eventyr helt derude, hvor der ingenting er, måtte vi dreje Bertram tilbage mod Perth og i går kom den endelige afskedstime. Vores trofaste Bertram måtte tilbage til sin ejer, og jeg måtte tilbage til eksamenslæsningen....

Kun seksten dage tilbage i Perth

Vagterne står hjælpeløst omkring poolen, mens stive studerende i hobetal smider skjorter og kjoler til alle sider og springer i det kølige vand med et hvin. "Her skal egentlig være stille nu. I må egentlig ikke være her nu," forsøger de sig mumlende og peger ned mod kollegiet omkring svømmebassinet. Klokken er 3 om natten, og det lakker mod enden på vores ´End of Semester Party´.
Tidligere på aftenen filosoferede vi over, hvordan det allerede kan være slut. "Hvor blev tiden af?", spurgte vi hinanden over en øl i universtitets bar. Og nu omkring poolen har alkoholen for alvor fået overtaget, og vi forsøger at fryse tiden. Holde fast i de sidste 3
1/2 måned, så de ikke slipper væk - aldrig forsvinder. Men Security får os hurtigt på mindre nostalgiske tanker, da de truer med at dele bøder ud til nøgenbaderne i poolen og os, der står og hujer omkring. Vi tysser og fniser og aftaler, at festen skal rykkes til barbeque-området bag basketballbanerne, men Security snuser sig hurtigt frem til os, og indenfor 15 minutter må vi fjante videre på jagt efter en ny fest-lokation.


Det er ved at være slut med Murdoch University. I sidste uge afleverede jeg hele fire opgaver af slagsen ´final projects´ eller ´final essays´. Det var som at blive født på ny, da jeg fredag eftermiddag nåede op til overfladen og kunne trække vejret som et frit menneske efter ugevis i opgavefængsel. Semestret var forbi. Foran var nu kun fest og eksamen.
Først og fremmest fest naturligvis.
Men eksamen lurer i horizonten. Jeg skal bestå en Multimedia test og svare på spørgsmål som: "Hvad er fordelene ved XHTML i forhold til HTML?". Og jeg skal skrive to essays om bæredygtighed. På kun to timer! Uden hjælpemidler! Skrevet i hånden! Jeg prøver at tænke på noget andet....

Tuesday, November 3, 2009

En trist afsked

Martin er rejst hjem. Efter næsten tre hele måneder i Australien kunne ph.d. studiet simpelthen ikke udskydes længere. Det var nogle triste dage, inden vores tårevædede afsked i Perth Internationale Lufthavn søndag aften, men vi gjorde hvad vi kunne for at underholde os selv indtil da.

Vi prøvede kræfter med bølgerne på Scarbourugh Beach

Gik tur på marinaen i Mandurah
Og holdt surprice afskedsfest for Martin