Sunday, October 25, 2009

En pause fra opgavehelvedet

De vælter ned fra himlen. Opgaverne. Jeg har siddet indendøre hele ugen, mens kollegiets øvrige beboere har hygget sig ved poolen. I dag kom så søndagen med 32 grader og tilbud om whalewatching med universitetets søde men forvirrede malaysiske forening. Med malayernes organisatoriske evner i frisk erindring kunne vi ikke andet, end at springe med på båden ud til de pukkelryggede hvaler.


Malayerne havde fået alle til at mødes kl 11.30 på trods af, at båden først sejlede 13.30 fra Fremantle, som kun er et kvarters bustur nede ad vejen. Alligevel lykkedes det præsidenten af den malaysiske forening at komme for sent ned på havnen og forvirre sig selv og damen i billetlugen så meget, at bådens kaptajn fem minutter efter planlagt afgang måtte bede os om at gå om bord uden billetter og placere os på de få pladser der stadig var ledige :)
Malaysisk planlægning eller ej; Hvalturen var det hele værd! Hundredvis af pukkelryggede hvalfamilier med unger rejser lige i disse uger forbi Perth på vej mod et større festmåltid på Sydpolen i december, og de tog sig gerne tid til lige at slå med finnen i vandet foran os. Fantastisk!


Et slag med halen ud for Perth-forstaden Fremantle


Mor og barn på vej mod syd.

Tuesday, October 20, 2009

For koldt, for varmt

Seksogtredive grader. Det nåede termometeret op på, da vi lørdag eftermiddag begav os til musikfestival i Perth. Aaaaaalt for varmt, klagede vi, så vores lokale venner måtte minde os om, at vi i månedsvis har brokket os over kulden. Det kan godt være, jeg er svær at tilfredsstille, men jeg synes nu stadig, at et spring fra 15 til 36 grader på en uge er lidt voldsomt!
Lørdag bød festivalen mest på vandkamp og australske bands, der kampsvedte foran et publikum, der havde lagt sig i skyggesiden af plænen.

Om aftenen havde vi hyggemiddag med en flok venner i vores lejlighed inden vi tog til Fremantle (Perths hyggeligste kystforstad, som vi bor i nærheden af) for at mødes med et par australske veninder til koncert med Matt Gresham, der er vores nye store idol. Efter koncerten overtalte australske Fiona ham til at være midtpunkt i et gruppebillede :) Fra venstre er det Fiona (AU), Martin, Allan (DK), mig, Matt (AU), Johanna (FIN), Erika (SE), Malte (DE), Danielle (AU), Christine (DE) og Mikael (DK).



Søndagens temperatur var i højere grad til at leve med og til festivalens aftenkoncerter skulle vi lige frem have jakker på. Det var en fornøjelse at stå der under Perths skyskrapere og lytte til australske Kate Millers sjove sange om gamle flammer, der opsøgte hende på Facebook. "Are you fucking kidding me?", lød omkvædet fra den lyshårede sangerinde.



Tilbage på Murdoch efter en vidunderlig weekend drukner universitetet os i opgaver. Og sådan fortsætter det de kommende to uger op til læseferien og eksamensperioden i november. Jeg skal designe en hjemmeside om bæredygtighed, aflevere en fotoserie fra et sportsevent, skrive et essay om fotografiets historie og aflevere en udredende artikel om kul lobbyisme i Australien. Det virker som en uoverkommelig mundfuld, men på samme tid er det nogle sjove opgaver.
I dag havde vi fernisering på den opgave om kreativ bæredygtighed, vi afleverede i fredags. Mit bidrag var en tegning af et flodsystem, hvor den vestlige verden opdæmmer og forurener vandet, så der stort set intet er tilbage når flodvandet når de fattige længere nede af flodsystemet i u-landene. Borgmesteren i Fremantle kom forbi for at indvie vores kunstudstilling, og vores ultra australske bæredygtigheds-lærer, der kendes på sit store skæg og outback-støvler, var i sit es. Udstillingen bliver sammen med et essay vores sidste opgave i det fag inden eksamen.


Thursday, October 15, 2009

Forårsfornemmelser

Solen skinner. Temperaturerne omkring kollegiets pool nærmer sig 30 grader. Folk ligger nærmest i bunkevis og dovner. Jeg har skrevet opgave hele ugen, men nydt synet af mystiske australske blomster, der er sprunget ud til foråret og glæden ved at kunne gå uden strømpebukser og jakke. Vi var på eventyr i sidste weekend. Lejede en 4 hjulstrækker med lad og politiblink og begav os på rystetur over hullede grusveje ud i outbacken ved the Kimberleys langt mod nord. Finske Johanna forsøgte at kontrollere vores truck, mens Martin og jeg brokkede os over heden. Vinden føltes som en hårtørrer og solen bagte ned på os. Dybt inde på aborignal territoriet mødte vi endelig vand. Godt nok var det en sølle halvudtørret flod mellem klipperne, men den kunne stadig tilbyde os afkølede tæer. Troede vi. "Crocodiles. No dot swim", stod der på skiltet, da vi nærmede os floden. Og ganske rigtigt. Der lå en forventningsfuld krokodille dernede i vandoverfladen, og kort derfra lå dens fætter.

Fodafkølingen måtte vente. Længere inde ad bumle-vejen vadede vi gennem et dovent vandløb, der piblede ind i en snørklet tunnel gennem klippen. Vi forsøgte ikke at forstyrre flagermusene i hulens loft, da vi begav os gennem tunnellen med en lille lommelygte.

Næste stop på vores outback eventyr var aboriginal byen Fitzroy Crossing, som mest af alt lignede en samling forfaldne hytter klemt inde mellem to tankstationer ude midt i ingenting. Det var fascinerende at opleve, at der rent faktisk bor mennesker helt derude i outbacken, hvor der hverken er telefonsignal eller egentlige indkøbsmuligheder.


I den lidt mere befolkede og civiliserede outback-by Derby, havde vi glæde af at være med, da cowboys fra hele Australien var samlet til rodeo. Vi var vidner til de mest sindssyge stunts, når en irriteret tyr eller hingst kastede cowboysne af sig som kludedukker, og de måtte vride sig i støvet for at undgå trampende klove og hove.



Det var ren luksus at komme til strandbyen Broome efter nogle dage i outbacken. Endelig noget vand vi for alvor kunne køle os i uden bekymringer om krokodiller. Og stranden var fantastisk. Perfekt fint hvidt sand så langt øjet kunne række. Vi lejede en parasol til ære for mine albinotendenser og dasede dagen lang på skønne Cable Beach.


Her tilbage i Perth er det allerede weekend igen. Ugen er fløjet afsted med opgavehelvede, og vi glæder os til at holde lidt fri med solskin, strand og musikfestival.

Monday, October 12, 2009

En uønsket souvenir

Feberen var ved at sprænge mit dunkende hoved, da jeg vågnede alt for tidligt tirsdagen efter, vi kom hjem fra Indonesien. Maven, ryggen og brystet var spættet af små lysende røde pletter, og den halvanden deciliter yoghurt, det lykkedes mig at tvinge ned, kom op igen med det samme. Det var her mit møde med det australske sundhedssystem begyndte.

Ti timer senere var jeg indlagt på nærmeste hospital med 39 i feber, drop i armen, stregkode på håndleddet og infektionslæger med speciale i tropesygdomme bøjet ind over mig. Udslættet på min overkrop fik særligt meget opmærksomhed. Som jeg lå der og kastede op i al min ynk, lænede lægerne sig tæt ind over min mave for at trykke forundret på de små lyserøde pletter. Der blev taget én blodprøve. Der blev taget to. Tre, fire, fem.

Halve sætninger med ord som malaria og meningitis nåede mine ører fra lægernes dæmpede drøften, og min mave gjorde endnu mere ondt ved tanken om flere måneders smertefuld sygdom. Sidst på natten gav sygeplejersken mig en sprøjte morfin, så jeg kunne få sovet lidt. Endelig hovedpinefri. Ahhhhh.

Onsdag begyndte tingene at klare op. Feberen var væk. Men hverken det lyserøde udslæt, hovedpinen, hosten eller kvalmen var forsvundet. Jeg sov helt ind til tropeinfektionslægerne kom ind på stuen sidst på eftermiddagen for med panden i dybe folder at fortælle, at de ikke endeligt kunne afgøre, hvad jeg led af. Mit blod, symptomerne og de lyserøde pletter gav dem dog en fornemmelse af, at der var tale om denguefeber.

Det er en myggeoverført virus, som er udbredt i Sydøstasien, kunne jeg læse mig til på nettet, da de udskrev mig senere onsdag aften. Jeg havde det væsentligt bedre, men måtte ligge i sengen hele torsdag, og er først blevet rigtig normal i løbet af weekenden. Nu er mavens lyserøde dekoration forsvundet sammen med hovedpinen, feberen og kvalmen, men de rare infektionslæger på Fremantle Hospital vil alligevel gerne se mig til et check-up på onsdag.

Det har været en hård omgang! Jeg vil forsøge at holde mig fra den slags souvenirs fra nu af!

Sunday, October 4, 2009

Med et smil gennem censur og korruption

Vores første møde med Indonesien var overraskende: "Do you have anything with you that must be censored?", stod der på formularen, vi skulle udfylde for at komme ind i landet. Hm... det mente vi nu ikke. Men de australske teenagefyre, der så pornofilm på flysædet foran os, skulle måske overveje spørgsmålet en ekstra gang. Pornografi er nemlig ulovligt i Indonesien, informerede formularen os.

Vi kørte direkte til bjergbyen Ubud på Bali og forsøgte at sove gennem den natlige koncert af frøer, insekter og fugle. Byen bød et nyt tempel omkring hvert hjørne med alt, hvad dertil hører af hinduistiske statuer af dæmoner og guder. Enkelte af de uhyggelige stenansigter havde fået stofnederdel på og en lille lyserød blomst bag øret. Balineserne sørgede også godt for deres forplejning: Foran hver statue lå en flettet bakke anrettet med ris, blomst og en tør kiks. Ofringerne formidler dæmonerne og får guderne til at lytte til vores bønner, forklarede en dame, der var midt i at flette sin families daglige ofringsbakker, mig.



Vi udnyttede tiden i Ubud til at tage på riverrafting gennem junglen og aflægge besøg hos de vilde aber, der holdt til omkring områdets vigtigste tempel. En aften forvildede vi os til traditionel balinesisk dans, hvor kampen mellem godt og ondt - guder og dæmoner blev fortolket med vilde kostumer, heftig make-up og skræmmende træmasker.

Færgen til Balis sydlige naboø Lombok var næste punkt på vores rejseplan. Tre små palmebesatte sandøer omgivet af turkisblåt vand var målet. Gili Islands. Under havoverfladen kun 50 meter fra kysten var vandet levende med fisk og vuggende koraller. Havet var lunt - næsten som i et badekar. Men de mange snorkelture med røven i vandskorpen kostede mine balder dyrt: De tog på smertefuld vis farve med en vis inspiration fra Dannebrog! Efter tre dage under et palmetræ på stranden eller på opdagelse blandt korallerne var vi blevet så dovenfede af friske fisk, skalddyr og tropiske frugter, at vi besluttede at lade færgen fragte os tilbage til Bali.

Den søvnige kystby Amed mod nord var vores næste mål. Her lejede vi for 100 kroner pr nat en toetagers hytte med gigant terasse, kunstnerisk badeværelse og havudsigt. Et par lokale drenge sørgede for servicen i hytten og insisterede på, at vi ikke selv måtte gå ned til dem for at hente vores friskpressede frugtjuice, men skulle ringe med klokken og lade dem springe. Igen ikke godt for vores oparbejdede dovenfedme. Men ah.... hvor afslappende : )

Havet ud for Amed gemte på store overraskelser: Vi var lige ved at vælte over de farverige koraller, da vi gik i det mørke vand for foden af områdets enorme kegleformede vulkan.

En af dagene tog den lokale fyr Akisch os med på udflugt i området. Vi beundrede risterasserne, besøgte den tidligere konges rigt udsmykkede vandpalads og stod en time i kø til regionens eneste hæveautomat!


Akisch inviterede os med til hanekamp i landsbyen, og vi spurgte næserynkende om, det ikke var ulovligt. "Yes yes, but no problem. We have agreement with police. We pay and they call before come", lød det stolte svar, som det naturligste i verden. Sådan kan man selvfølgelig også ordne sagerne :)

Efter ti vidunderlige dage i Indonesien er vi nu vel tilbage i Vest Australien, hvor regnen er stoppet og foråret dukket frem med 25 grader, nyudsprungne blomster og solskin.