Monday, August 24, 2009

Fantastiske dage i Denmark


Efter en fantastisk miniferie i det sydvestligste hjørne af Australien er vi tilbage i Murdoch ved Perth, hvor en sindssyg skoleuge med tre afleveringer og en fremlæggelse truer.

Det var koldt og blæsende, men dejligt nede i syden. Vinden gyngede os frem og tilbage mellem trætoppene, da vi besøgte Valley of the Giants. Martin pegede begejstret i alle retninger, maste sig ud over gangbroens ræling og tog billeder ned mod skovbunden dybt dybt nede. Jeg var ligbleg og klyngede mig til gelændrene på begge sider så mine knoer blev helt hvide. Treetop walk blandt 40 meter høje eukalyptus i Walpole syd for Perth er en skræmmende affære!



Vi har også været i Denmark. Ja, den er god nok! Der ligger en lille by med det navn nede i Sydvestaustralien. Tilsyneladende var det en eller anden selvtilfreds Captain Denmark, der i attenhundrede og grønkål opkaldte stedet efter sig selv. Det var i hvert fald den historie, den lokale tankpasser kunne.



Kørslen derned ad var i begyndelsen angstprovokerende. Alt i sådan en australsk bil sidder jo forkert: rattet, gearet, blinklyset, vinduesviskerne. Så hver gang jeg i et panikanfald ville svinge ud af en rundkørsel satte mine fingre vinduesviskerne på fuld styrke. Australierne har nemlig byttet vores blinklys-"knap" ud med vinduesvisker-"knappen" :) Derudover vænnede jeg mig hurtigt til at køre i den "forkerte" side og kun en enkelt gang drejede jeg på en forladt vej over i højre side. "FOOOORKEEERT SIIIDE", skreg Martin. Højresidekørslen blev heldigvis en kort fornøjelse.




Vi var afsted i fem dage og nåede forbi Mandurah, Bunburu, Margaret River, Augusta, Pemberton, Walpole, Denmark og Albany. Turens højdepunkter var helt klart de mange vilde kænguruer og en enkel hval. Det stormede og regnede og havet opførte sig helt ekstremt. Se videoen og du vil forstå, hvad jeg mener :)





Thursday, August 13, 2009

Evakueret i mørke og kulde

Vinteren kom til for alvor til Western Australia, da Martin landede med Emirates Airlines sidste fredag. Siden har billedet været præget af gennemblødte sko og ødelagte parablyer. På vej til forelæsning i går nåede jeg kun 50 meter uden for døren, før jeg på trods af parably og regnjakke var våd ind til skindet. Retur til værelset, vådt tøj af, fullbody regntøj på. Men regnen var selvfølgelig for længst stoppet, da jeg igen vovede mig ud, og solen dristede sig ovenikøbet til at kigge frem bag skyerne. Vejret minder mig lidt om Island; Sol, regn, storm, regn, regn, sol, sindssyg kulde. Det er aldrig til at vide, hvad man skal iføre sig, når man skal ud :)


Eventyr har der endnu ikke været alt for mange af, mens Martin har været her. Det har vejret og skolen sat en stopper for. Der er sindssygt meget at læse og skrive og forberede hele tiden. Jeg havde min første fremlæggelse i tirsdags - på semesterets 9. dag! Heldigvis havde jeg allieret mig med min norske klassekammerat Anne-Marthe og vi fik da udfyldt de 50 minutter, og jeg tror det gik nogenlunde selv om klassen var ved at falde i søvnen og underviseren heller ikke virkede alt for begejstret.....



Smukke smukke koraller



Jeg har dog undervisningsfri dage onsdag og fredag, og i onsdags tog vi toget op til en forstad i det nordligste Perth for at se på koraller, eksotiske fisk og livsfarlige havdyr. Når det er for koldt til at snorkle, må man jo se sagerne i et akvarium :) Alle dyrene lever vildt i havet omkring Western Australia og især vores møde med de giftige gobler (som vi efterfølgende så liggende skyldet op på stranden tæt ved uni!!!), hajerne og havslangerne var ret chokerende. Føj, hvor har jeg bare ikke lyst til at møde sådan en fætter på snorkeltur!


Søhesten ser ud til at være lidt genert


Martin under kæmpehajen

Kollegielivet har krævet en pæn portion tilvænning, men jeg tror, vi er ved at være nået frem til en gensidig forståelse for, hvordan tingene skal være i vores lille lejlighed. Efter at være blevet holdt vågen af en amerikaner teenage fest i vores stue både tirsdag og onsdag til klokken 3, blev jeg nødt til bede min amerikanske sambo om at styre sig og måske tage til fester i andre lejligheder i stedet for altid at slæbe hele flokken her hjem. Først virkede hun ret muggen, men jeg tror hun var kommet sig over det, da vi hyggede og spiste aftensmad i går.

Midt i det hele lød en høj skinger alarm og en robotstemme gentog metallisk beskeden: "This is an emergency. Evacuate now!". Brandalarmen. Til kollegiets informationsmøde en uge tidligere havde vi fået at vide, at det ville koste bøder på 500 kroner, hvis vi ikke omgående forlod bygningen og gik ud på parkeringspladsen, når alarmen gik. Alle mand ud i den mørke fugtige kulde. Keith var lige gået i bad og kom tumlende ud med vådt hår og et par hurtige shorts og en fugtig t-shirt. Kollegiets ansatte guidede os over græsplænen iført lækre skriggule hjelme og veste. Derfra kunne vi frysende se til, mens brandbilerne kom drønende for fuld udrykning. Brandmændene så dog ikke ud til at have særligt travlt, og Darren, der allerede har boet her et semester, fortalte at der er falske alarmer omkring en gang om måneden. "Flat 138" råbte de efter 10 minutters undersøgelser. De skyldige beboere i nummer 138 måtte træde frem, og alle vi andre var frie til at sjoske tilbage og fortsætte aftensmaden.

Thursday, August 6, 2009

Den australske hverdag truer

Det er kun to uger siden, jeg proppede taskerne til bristepunktet og satte mig i et tog mod Kastrup Lufthavn. Alligevel er hverdagen allerede begyndt her på Murdoch University. Min første større opgave skal afleveres på tirsdag!!! Det er i red-verden-faget Global and Regional Sustainability, at jeg skal stå for underholdningen af min tutorial-gruppe på 15-20 personer i 45 minutter! Heldigvis har jeg allieret mig med en norsk pige, der er lige så lost som mig, om at lave et program. Vi aner ikke ret meget om, hvad faget egentlig går ud på eller hvad der forventes af os. Ha ha... Det går helt galt :)
Mine øvrige fag er endt med at blive foto, undersøgende journalistik og noget basis programming for computer-spassere. I det journalistiske fag forventes det, at vi på 12 uger afslører et eller andet lokalt scoop - det bliver noget af en udfordring både for mig og de andre udvekslingsstuderende, som endnu kan fare vild på vej til supermarkedet.
Foto virker rigtig spændende, og giver mig associationer tilbage til de gode gamle dage på kunstakademiet i Reykjavik. Vores lærer er en hyper-distræt kunstnerdame med læbestift tværet rundt i hele hovedet. På den ene time, jeg har haft med hende nåede hun at crashe computeren, glemme sin taske og forlægge sine nøgler. Det skal nok gå godt :)

Samlingspunktet på Campus er blevet væsentligt mere livligt efter skolestart!

Kollegielivet kræver som altid lidt tilvænning, når nu jeg er blevet vant til at bo med Martin og have vores eget. Vi er fem i en lille lejlighed med ekstremt tynde vægge: Keith (USA, 19 år, fysikstuderende), Jessica (USA, 20 år, økologistuderende), Darren (Singapore, 23 år, handelsstuderende), Malte (Tyskland, 24 år, geografistuderende). Ingen af amerikanerne har før prøvet at lave mad, så jeg er lidt blevet moderfiguren, de søger råd hos, når noget skal hakkes, skrælles, skæres eller koges. Komplicerede sager :) De er alle sammen vildt søde, og vi hygger os i stuen med snak og spil om aftenen.
Der er også en del fester, og det er nok mest den del af kollegielivet min gamle bedstemor-sjæl (Ja, 26 år er MEGET gammelt på disse kanter :) lige skal indstille sig på. Det gælder nok om at få købt sig nogle ørepropper ved lejlighed!

I går var vi til open-mic arrangement i havnebyen Fremantle, som er 20 minutters bustur fra universitetet. Min amerikanske bofælle Keith er vores egen private rockstar, så han havde tilmeldt sig arrangementet og spillede guitar og mundharpe til teenagepigernes store beundring. Han er virkelig sej til det. Det lyder super fedt!


Jeg må hellere tilbage til bunkerne af læsning, inden Martin kommer i aften :)

Monday, August 3, 2009

Find den indre greenpeace-aktivist frem

School´s on. Universitetet er pludselig helt proppet med mennesker, og jeg har haft min første time: Regional and International Sustainability. Forelæseren havde stort gråt skæg, safari-skjorte og outback støvler på. Hans accent var så ekstremt australsk, at han næsten var svær at forstå. Han viste os billeder af det solcelleanlæg, han har monteret på sit tag derhjemme og den køkkenhave, han har plantet. Det er vejen frem, lød budskabet.
Så derfor skulle vi alle sammen berette, hvad vi hver især gjorde for miljøet i vores dagligdag. "Jeg tager bade på under fire minutter", lød det fra én pige. "Jeg bruger vaskenødder i stedet for vaskepulver", sagde en anden. Jeg sørgede for at putte mig godt i forelæsningssalen. Her kan man vist godt pakke sammen, hvis han bare sparrer på strømmen. Og mine elskede lange varme bade skal slet ikke frem i lyset.... Jeg ved ikke, om jeg har det gen i mig, der gør det fedt at lænke sig selv til en frysende kold olieplatform ude midt i havet, men for at bestå det her fag må jeg virkelig til at grave den indre øko-greenpeace-aktivist frem.....

Sunday, August 2, 2009

En aften i fængsel og en dag på dyrebørnehjem

Træt er jeg efter i en hel uge at være blevet overlæsset med informationer, oplevelser og nye mennesker! På denne højhellige søndag blev jeg jaget ud af fjerene klokken 8 for at sidde i forelæsningssalen i 5 timer. Og nedtællingen til næste arrangement er allerede startet: Om 2½ time er der barbeque for de nye beboere på kollegiet. Kollegiet består af syv ´courtyards´ eller bygninger, og beboerne i vores område, der har det mundrette navn Banksia Bears, har fået udleveret fashionable orange t-shirts, vi skal have på til anledningen :) Det er kun få mennesker, der ser så hot ud i orange som jeg. Det bliver en fest! Jeg har nærmest ikke noget overblik over alt det, der er sket siden sidst, for vi har konstant været i gang og kun lige haft korte pauser til at sove, gå på toillettet og spise. Jeg glæder mig ligefrem til introduktionsugen er forbi, og skolen starter i morgen - så kommer der nok lidt mere ro på tingene. Misforstå mig nu ikke: introduktionsarrangementerne har været fantastiske. Jeg er bare udkørt nu :)

I går var alle de nye udvekslingsstuderende på udflugt til Perth Hills National Parks en times kørsel øst for byen. Alle troede det var en bbq, for det hed det, da vi meldte os til. Overraskelser ventede forude. I parken hilste vi på forældreløse babykænguruer, der blev opfostret i stoflommer nede i varmeisolerede køletasker. De var så nuttede! En helt lille én, der ikke havde udviklet rigtig pels endnu holdt sig for øjnene med sine små forpoter, da han blev trukket ud af stofposens varme. Senere smed vi med spyd og boomeranger under kyndig vejledning fra en tandløs aboriginee.
Jeg var ekstremt dårlig til det. "No, don´t throw it like a stick mate", forsøgte aboriginee-manden at vejlede, men boomerangen ville bare ikke opføre sig som en boomerang, når det var mig, der smed den afsted.

Vel tilbage på kollegiet syntes mine bofæller Malte (Tyskland, 24, på billedet nedenunder) og Keith (USA, 19) at det var på tide at danne sig et indtryk af Perths natteliv. Vi bevægede os ud i aftenkulden sammen med hundredvis af kortskørtede australske tøser, der ikke syntes at mene at 5 graders varme nødvendiggjorde hverken jakke eller strømpebukser. Det lykkedes os efter mange afvisninger at komme ind på en hyggelig bar med god belgisk øl, der gjorde det tæt på umuligt at komme op i morges :)

Fredag aften var stille og rolig. Det føromtalte hold malaysiske frivillige havde "organiseret" en tur for os nye til Fremantle fængsel, der efter sigende skulle være det mest hjemsøgte sted i hele Australien. I håb om at undgå det større organisatoriske break-down de frivillige ville få, når vi skulle følges ind og ud af bussen, stak Jasmin (Tyskland, 23) Johanna (Finland, 26) og jeg af fra gruppen allerede inden afgang og tog til malayernes store beundring bussen til Fremantle på egen hånd. Fængslet var mørkt og skummelt. Vi blev udstyret med lommelygte og lukket ind i de nedlagte fængselsafdelinger med celler i tre etager. Guiden havde en lang mørk frakke på og fortalte spøgelseshistorier om alle de mordere, der havde begået selvmord ved at kaste sig ud fra fængslets tredje sal. Vi lyttede opmærksomt og skreg af forskrækkelse, da en menneskestor dukke pludslig landede i et net i mørket over vores hoveder. Derefter pumpede adrenalinen på højtryk. Fuck, hvor blev jeg forskrækket!