På vandretur i helligt land

”Al right guys time to get up”. Solen er lige stået op og vi strækker os i vores australske swags. De er en slags avancerede soveposer syet af kanvasteltdug og designet til at sove i under åben himmel. Og det er præcis, hvad vi har gjort ude i bushen. Faciliteterne var primitive, men havde deres helt egen charme, og vores guide Jason med kælenavnet Jesus havde forinden forsikret os om, at hverken edderkopper, dingoer eller slanger ville komme på visit i swaggen i løbet af natten.

Vi er midt i den australske outback ikke langt fra den legendariske Ayers Rock, som vi skal vandre ved på et tre dage langt eventyr. Om dagen nærmer temperaturen sig 36 grader, og solen er så stærk, at jeg trods min traditionelle sexede turistuniform (solfaktor 50, hat og solbriller)
må iføre mig en alt for varm cardigan for ikke at brænde min hud ihjel. Første stop er den totaludtørrede Kings Canyon, hvor jeg i løbet af tre timers vandring under solen bæller 4 liter lunkent vand for ikke at besvime i heden. Her er smukt. Imponerende. Og tørt. Sjældent har jeg set noget så tørt. Jeg blev tørstig bare af at kigge på den knastørre bagende varme røde klippe.

Bumlebussen, der har set bedre dage, køler os ned, inden vores næste udfordring: The Olgas eller Kata Tjuta, som aboriginerne kalder stedet. For dem er de mange runde klippetoppe, der stikker op af ørkenen, ligeså hellige som moskeen er for muslimerne. Og vi skal derfor være glade for, at vi overhovedet får lov at vandre her, forklarer guiden Jason. Området blev nemlig givet tilbage til aboriginerne i 1985 efter hvide australiere i et århundrede havde gjort, hvad de ville med det.
”Vi australierne ved ikke rigtig noget om aborigin kultur, og derfor er der stadig mange som ikke respekterer den. Før jeg startede det her job, anede jeg intet for vi lærer ikke noget om det i skolen”, forklarer Jason, inden vi bevæger os af sted på den 8 kilometer lange tur rundt i klipperne.

Vi skal møde Australiens helligste sted. Uluru. Den verdensberømte klippe, som britiske opdagere opkaldte efter Ayer, på trods af at den allerede havde haft et navn i 80.000 år. For aboriginerne er den røde kolos, der rejser sig 348 meter over bushen, så hellig at de frygter mødet med den.

Og det kan der være en grund til. Fem og tredive mennesker er døde i forsøget på at bestige Uluru. Og endnu flere er blevet ramt af død og ulykke ved at vanære klippen. Det er i hvert fald den historie, ofrene selv fortæller i mere end hundrede breve, de har sendt til aboriginerne i området fra hele verden.

”Jeg synes, min familie har oplevet uheld og dårligt helbred siden vi besøgte Ayers Rock, og det kan godt være folk griner og siger, jeg er overtroisk, men jeg tror, de sten vi tog på stedet, har noget at gøre med det”, skriver en tidligere besøgene i et af brevene, som han sendte med tilbage til Uluru i en pakke med de stjålne sten.

Vores vandretur omkring Uluru er på ingen måde forfulgt at uheld. Vi står op af vores swags kl 4.20 den sidste dag på turen, for at se solopgangen og starte vores vandring, inden solen kommer for højt op på himlen. Enkelte i gruppen er skuffede over at klatreturen op på klippen er lukket på grund af vind, men langt de fleste guider i området anser det efterhånden for at være yderst respektløst at vade rundt på aboriginernes allerhelligste sted, så de fleste af os havde på forhånd fravalgt klatreturen af samme grund.

Gåturen rundt om klippen derimod harmonerer med aboriginernes ønsker, og med et par af deres skabelsesmyter i baghovedet er det spændende at se de mange klippehuler med tusind år gamle hulemalerier og forsteninger af nogle af deres påståede fabeldyr fra ”the dreamtime”.

Tilbage i Alice Springs tager hele gruppen med Jason/Jesus på Saloon, som byens største beværtning hedder, og der render vi ind i barens ejer. Han har i dagens anledning taget sit kæledyr med på job….Nuttet!