Tuesday, December 15, 2009

En smadret bil og et æglæggende
dyr med patter

Tilbage på fastlandet havde vi to dages roadtrip og 1100 kilometer mod nord at tilbagelægge. Det startede helt helt helt elendigt. Og endte gudskelov i den modsatte ende af skalaen. Vi kom tilbage fra Fraser Island og fandt vores udlejningsbil, som vi efter råd fra personalet på vores hostel, havde parkeret udenfor hostellet, med en smadret bagrude. Skønt! Så vi tilbragte morgenen med en yndig kvindelig betjent i Hervey Bay, som intet gjorde for at skjule sin gaben og rullende øjne, da vi fortalte om hærværket. Endnu skønnere. Næste stop var Europcar biludlejning, som kunne informere os om, at vi nu skyldte dem 2000 kroner. Skønnest. Til gengæld kunne de på stedet give os en ny og større bil, som vi kunne fortsætte vores roadtrip i. Vi endte dagen i et dobbeltværelse oven på en irsk pub i byen Rockhampton 500 kilometer nord for Brisbane. Et kilometerlangt bumletog ladet med kul virkede til at være det eneste levende i byen ud over os og den hyggelige pub. På andendagen havde vi tid til lidt mere sightseeing: Vi vandrede gennem et gigantisk hulesystem ved Stenbukkens Vendekreds - det var ganske snævert til tider.... Senere kørte vi dybt ind i en dal vest for Mackay til turens højdepunkt: Vores møde med Australiens mærkeligste skabning: Næbdyret. Den har krop og hale som en dværgodder, fire fødder som en and og et bredt næb. For at gøre det hele endnu mere mærkeligt, lægger næbdyret æg for efterfølgende at lade sine unger die. Næbdyret er ekstremt sky. Vi sad en time ved flodbreden i total stilhed. Og så var det der. Mindre end jeg troede. Måske 30 centimeter langt. Men absolut ligeså mærkeligt og fantastisk, som jeg havde troet.... (Jeg uploader en video med næbdyret snart)

No comments:

Post a Comment