Friday, December 18, 2009

Beskyttelsesdragt på koralrevet

Det er sæson for gopler af den værst tænkelige slags på Australiens nordøstkyst: Box-Jelly Fish. Svømmer man ind i en af dens tentakler, skal man være heldig for at overleve. Giften fra det kun 25 cm lange dyr giver i første omgang huden et brændemærke, der ligner et piskeslag. Kort efter bliver ens vejrtrækning lammet, og man mister bevidstheden. Box-Jelly Fish er en ond fætter. Og det var derfor med lidt blandede følelser, at Johanna og jeg iført lækre sortrøde beskyttelsesdragter, der meget vel kunne være kostumerne fra Star Trek, sprang i vandet ved Great Barrier Reef. Det turkisblå havvand var såmænd fristende nok – især i 32 graders varme. Men tanken om goplerne var skræmmende. Det gik dog fint. Beskyttelsesdragten sørgede for at alt andet end hænder, fødder og hoved var sikret mod goplerne, og ingen på vores båd med 25 backpackere blev stukket. Da vi havde været i vandet første gang ved den verdensberømte kridhvide Whitehaven Beach på Whitsunday Islands uden nogen møder med goplerne begyndte vi at slappe af og nyde sejlturen.




Vi sov to nætter på sejlbåden Habibi, og selvom sovefaciliteterne på ingen måde var luksuriøse, var vi ganske tilfredse. Jeg var især stolt af, at jeg kun kastede op én gang, og at det var da vi sejlede i de store bølger, hvor selv sejlsports-Johanna var lidt lysegrøn i kinderne.


Habibi gjorde flere holdt undervejs og lod os springe i havet for at snorkle omkring i koralrevet. Det var fantastisk. Gule, lilla, grønne, blå, røde. Korallerne strålede i farver og fiskene lod sig ikke forstyrre af os. Der var havskildpadder, en enkelt rokke og nogle store grå og gule nogle, der kaldes flagermusfisk.


Nu hvor Habibi har sat os af i Airlie Beach skilles Johanna og jeg. Hun bliver i tropiske Queensland og jeg flyver ned til Sydney for at se på storbyen et par dage, inden min rejse hjem på mandag. Jeg kommer til at savne hende så meget!

No comments:

Post a Comment