Kirstin Down Under: At køre i sand...

…er intet problem, når man har en midaldrende canadisk farmer til at gøre det for sig. For så heldige var vi på vores eventyr til Fraser Island sidste weekend. Af økonomiske årsager havde vi valgt at se øen på såkaldt selv-kører-safari, hvilket ikke burde være noget problem, da både Johanna og jeg er vant til at køre. Nu er det bare sådan, at der ikke er nogen veje på verdens største sand-ø Fraser Island. I stedet er der sand. Dybt løst sand. Overalt. For langt de fleste selv-kørere på øen betyder manglen på professionelle firehjulstrækchauffører, at man spenderer flere timer om dagen på at grave bilen op af sandet. Det er her, den canadiske farmer kommer ind i billedet. Af ukendte årsager havde den 55-årige landmand valgt at tage på billig selv-kører safari med 9 backpackere i 20´erne.

Med sine ru hænder placeret fast om rattet og sine slidte støvler på speederen, navigerede han os problemfrit gennem sandet uden at sidde fast en eneste gang. ”This is nothin´. You ought´a see the snow we get on the farm”, gryntede han veltilfreds, selvom vi otte, der sad bag i jeepen, var ved at hoste nyrerne op, når han bumpede os ind over rødder og dybe huller.

Før en britisk Kaptajn Fraser var skibsbruden på øen, hed den K´Gari, hvilket på det lokale aboriginske sprog betyder Paradis. Og de har fat i noget, aboriginerne. Fraser Island er turkisblåt vand, kridhvide strande, frugtbare regnskove, aborigindans, dingoer og uendelige mængder kryb og kravl. Det sidste er vist ikke lig med paradis for alle (Johanna brugte det meste af den sidste nat i det fri på at børste sit hår og ryste sin sovepose, efter jeg havde opgivet at jage kakerlakkerne) men øen gemmer i sandhed på nogle af de smukkeste steder, jeg har set. Mest berømt er nok Lake McKenzie midt på øen, hvor helt klart vand dækker det hvide sand og skaber en turkisblå lagune midt i regnskoven. Sandet er fuld af mineraler, der gør at et bad her, har samme blødgørende lækre effekt på huden som et smut i Den Blå Lagune i Island.

Midt på hovedvejen - det vil sige stranden på øens østside - rejser de røde rester af passagerskibet Maheno sig fra sandet. Det drev i land i 1935, da en orkan rev det løs fra det japanske skib, der var ved at trække det til ophugning i Asien. Nu ligger det som en rusten skulptur halvvejs begravet i sand.

Da vi var faret vild på stranden den første aften - ja det kan godt lade sig gøre at blive væk på en strand :) - kiggede en af australiens vilde hunde, dingoen, forbi for at se om vi gav en bid et eller andet....

Efter et par timers kørsel op og ned ad stranden lykkedes det os endelig at finde afkørslen til den aboriginer lejr, vi skulle overnatte i. Her gav aboriginske Mark og hans datter os en lille introduktion til deres traditionelle danse.

Højt over stranden rejser klippen Indian Head sig. Det er et helligt område for aboriginske mænd, hvilket betyder at det er forbudt for aboriginske kvinder, at sætte deres ben her. Straffen er at blive sendt ud i ørkenen med hænder og fødder bundet sammen uden vand - kun hvis man på egen hånd kommer tilbage til bopladsen bliver man taget til nåde. Heldigvis gælder de regler ikke for europæiske piger, for vi besteg klippen for at få udsigt til de mange hajer, delfiner og rokker der lever i havet omkring Fraser Island.

Fra Indian Head vandrede vi gennem brændende varmt sand op til de forfriskende Champagne Pools, der er det eneste hajfri badested med saltvand på øen...