Helt derude hvor kun hav, bush og vilde kænguruer er

Min skønne veninde Rikke er kommet på besøg derhjemmefra. Med sig havde hun lejekontrakten til en lækker varevogn, som har været vores i 10 dage. Udlejningsselskabet har med klistermærker af hotte babes og playboykaniner forsøgt at gøre vognen til en festmaskine på hjul, men vi kender dens virkelige sind: Den hoster lidt, har svært ved forandringer og er godt slidt her og der. Som den ældre herre den er, har vi passende døbt den Bertram.
Bertram har været vores hjem i fem dage. Han har båret os over hullede grusveje, beskyttet os i tordenvejr og sørget for en seng at sove i og et køkken at lave mad i.


Da tømmermændene tillod det sidste lørdag, stak vi af fra Perth og eksamenstanker og satte kursen langt mod øst. Bertram slugte kilometervis af asfalt inden vi nåede klippeformationen Wave Rock og en hule med aboriginal malerier. Det er begyndelsen på fluesæsonen i Australiens outback, og det kunne vi mærke på vores gåtur ved klipperne. Konstant havde vi hver 100 fluer summende omkring os på vej ind i vores øjne, ører og mund. Fluenet gør ganske vist ikke noget godt for udseendet, men det var den bedste investering på hele turen og de reddede os fra at blive fuldstændigt sindssyge af at vifte og hoste fluer væk.
På vores fem dage lange eventyr med Bertram tilbagelagde vi 1600 kilometer, og turens mål og absolutte højdepunkt var området omkring smukke Esperance, der ligger 750 kilometer sydvest fra Perth på Australiens sydkyst. Vi ankom til nationalparken Cape Le Grand ved Esperance efter mørkets frembrud. Der er ingen elektricitet på de campingpladser, der ligger så langt ude og mørke fik en hel ny betydning, da vi slog lejr for natten under millioner af klare stjerner. Vi parkerede Bertram i et mørkt hjørne af campingpladsen uvidende om, at vi kom til at sove i første parket til en uvurderlig udsigt over tyrkisblåt vand og kridhvidt sand.

Aftensmaden blev til over gasblus, og vi var ved at slubre den grådigt i os under stjernerne, da en uhyggelig hæs stemme pludselig brød lydene af hav og vind kun 20 meter bag os. Jeg fumlede med lommelygten for forskrækket at pege lyskeglen mod lyden og finde ud af, om nationalparken som frygtet var hjem for gigantiske menneskeædende øgler. Pu ha.... Det var en kænguruunge, der midt i lejren hidsigt kaldte på sin mor, som stilfærdigt var hoppet hen for at snuse til et telt.
Mættet af hvidt sand, smukke klippeformationer og turkisblåt hav vendte vi Bertram mod vest for at opleve den nationalpark i Australien, som med landets største biodiversitet er hjem for over 1800 forskellige plantearter og 19 forskellige pattedyr. Kort og skilte havde fortalt os at den 60 kilometer lange vej ind i parken var en grusvej, og at den var egnet til almindelige biler som Bertram. Men intet kunne have forberedt os på den 2,5 timer lange rystetur gennem mørket, som hele tiden slog Bertram både ud af gear og af kurs. Skræmte talte vi kilometerne, og håbede at teltpladsen ville møde os et sted derude i mørket, inden vi nåede at slå os selv og Bertram ihjel i grøften eller i mødet med en af de mange kænguruer, der krydsede vejen.

Klokken nærmede sig midnat, da pladsen kom indenfor rækkevidde, og vi forskrækkede opdagede, at der ingen andre mennesker var. Overhovedet. Så langt øjet rakte. Ikke en bil. Ikke et telt. Ikke en lyd. Ikke et eneste lillebitte lys fra en lommelygte. Der var kun os, Bertram og bushen med alle dens dyrelyde - og var det havet, vi kunne høre et sted derude? Lommelygten kunne ikke afsløre nok om de bælgmørke omgivelser til at finde ud af det. Vi dobbelttjekkede omhyggeligt at alle Bertrams døre var låst og lagde os til at sove på sengen bag i ham.
Morgenen efter var lige så ensom. Bortset fra os, Bertram og fluerne var campingpladsen tom. Men badet i solens morgenstråler var stedet ikke længere uhyggeligt. Det var smukt. Havet viste sig at skylle op på det kridhvide sand kun 100 meter fra, hvor vi havde parkeret Bertram for natten, og stranden var spækket med kænguruspor. Vi gik en tur ud på pynten med den smukkeste udsigt til klipper, strand og bush bush bush så langt øjet overhovedet kunne skimte. Det var imponerende og frygtindgydende, og vi følte os bittesmå og helt ubetydelige i den overvældende natur. Bumleturen ud af nationalparken igen var væsentlig mere velkendt og kontrolleret end den skræmmende køretur derind. Nu vidste vi, der var noget derude af vejen. Asfalt, civilisation, andre biler. Det føltes godt.

Sidste stop på vores eventyr med Bertram var Stirling Ranges National Park, der ligger i en lille bjergkæde af 1100 meter høje toppe 400 kilometer syd for Perth. En rød grusvej snoede sig mellem de grønne toppe, og et udbrud af tordenvejr hjalp til at vejens støv fik malet Bertram helt rød. Vi vovede os ud på en mindre bjergbestigning, passerede en sort slange og dukkede os frygtsomt, da himlen åbnede sig og lynene zigzaggede sig hen over himlen.
Efter fem dage på vidunderlige eventyr helt derude, hvor der ingenting er, måtte vi dreje Bertram tilbage mod Perth og i går kom den endelige afskedstime. Vores trofaste Bertram måtte tilbage til sin ejer, og jeg måtte tilbage til eksamenslæsningen....