Med et smil gennem censur og korruption

Vores første møde med Indonesien var overraskende: "Do you have anything with you that must be censored?", stod der på formularen, vi skulle udfylde for at komme ind i landet. Hm... det mente vi nu ikke. Men de australske teenagefyre, der så pornofilm på flysædet foran os, skulle måske overveje spørgsmålet en ekstra gang. Pornografi er nemlig ulovligt i Indonesien, informerede formularen os.

Vi kørte direkte til bjergbyen Ubud på Bali og forsøgte at sove gennem den natlige koncert af frøer, insekter og fugle. Byen bød et nyt tempel omkring hvert hjørne med alt, hvad dertil hører af hinduistiske statuer af dæmoner og guder. Enkelte af de uhyggelige stenansigter havde fået stofnederdel på og en lille lyserød blomst bag øret. Balineserne sørgede også godt for deres forplejning: Foran hver statue lå en flettet bakke anrettet med ris, blomst og en tør kiks. Ofringerne formidler dæmonerne og får guderne til at lytte til vores bønner, forklarede en dame, der var midt i at flette sin families daglige ofringsbakker, mig.

Vi udnyttede tiden i Ubud til at tage på riverrafting gennem junglen og aflægge besøg hos de vilde aber, der holdt til omkring områdets vigtigste tempel. En aften forvildede vi os til traditionel balinesisk dans, hvor kampen mellem godt og ondt - guder og dæmoner blev fortolket med vilde kostumer, heftig make-up og skræmmende træmasker.

Færgen til Balis sydlige naboø Lombok var næste punkt på vores rejseplan. Tre små palmebesatte sandøer omgivet af turkisblåt vand var målet. Gili Islands. Under havoverfladen kun 50 meter fra kysten var vandet levende med fisk og vuggende koraller. Havet var lunt - næsten som i et badekar. Men de mange snorkelture med røven i vandskorpen kostede mine balder dyrt: De tog på smertefuld vis farve med en vis inspiration fra Dannebrog! Efter tre dage under et palmetræ på stranden eller på opdagelse blandt korallerne var vi blevet så dovenfede af friske fisk, skalddyr og tropiske frugter, at vi besluttede at lade færgen fragte os tilbage til Bali.

Den søvnige kystby Amed mod nord var vores næste mål. Her lejede vi for 100 kroner pr nat en toetagers hytte med gigant terasse, kunstnerisk badeværelse og havudsigt. Et par lokale drenge sørgede for servicen i hytten og insisterede på, at vi ikke selv måtte gå ned til dem for at hente vores friskpressede frugtjuice, men skulle ringe med klokken og lade dem springe. Igen ikke godt for vores oparbejdede dovenfedme. Men ah.... hvor afslappende : )

Havet ud for Amed gemte på store overraskelser: Vi var lige ved at vælte over de farverige koraller, da vi gik i det mørke vand for foden af områdets enorme kegleformede vulkan.

En af dagene tog den lokale fyr Akisch os med på udflugt i området. Vi beundrede risterasserne, besøgte den tidligere konges rigt udsmykkede vandpalads og stod en time i kø til regionens eneste hæveautomat!

Akisch inviterede os med til hanekamp i landsbyen, og vi spurgte næserynkende om, det ikke var ulovligt. "Yes yes, but no problem. We have agreement with police. We pay and they call before come", lød det stolte svar, som det naturligste i verden. Sådan kan man selvfølgelig også ordne sagerne :)

Efter ti vidunderlige dage i Indonesien er vi nu vel tilbage i Vest Australien, hvor regnen er stoppet og foråret dukket frem med 25 grader, nyudsprungne blomster og solskin.