Tuesday, October 20, 2009

For koldt, for varmt

Seksogtredive grader. Det nåede termometeret op på, da vi lørdag eftermiddag begav os til musikfestival i Perth. Aaaaaalt for varmt, klagede vi, så vores lokale venner måtte minde os om, at vi i månedsvis har brokket os over kulden. Det kan godt være, jeg er svær at tilfredsstille, men jeg synes nu stadig, at et spring fra 15 til 36 grader på en uge er lidt voldsomt!
Lørdag bød festivalen mest på vandkamp og australske bands, der kampsvedte foran et publikum, der havde lagt sig i skyggesiden af plænen.

Om aftenen havde vi hyggemiddag med en flok venner i vores lejlighed inden vi tog til Fremantle (Perths hyggeligste kystforstad, som vi bor i nærheden af) for at mødes med et par australske veninder til koncert med Matt Gresham, der er vores nye store idol. Efter koncerten overtalte australske Fiona ham til at være midtpunkt i et gruppebillede :) Fra venstre er det Fiona (AU), Martin, Allan (DK), mig, Matt (AU), Johanna (FIN), Erika (SE), Malte (DE), Danielle (AU), Christine (DE) og Mikael (DK).



Søndagens temperatur var i højere grad til at leve med og til festivalens aftenkoncerter skulle vi lige frem have jakker på. Det var en fornøjelse at stå der under Perths skyskrapere og lytte til australske Kate Millers sjove sange om gamle flammer, der opsøgte hende på Facebook. "Are you fucking kidding me?", lød omkvædet fra den lyshårede sangerinde.



Tilbage på Murdoch efter en vidunderlig weekend drukner universitetet os i opgaver. Og sådan fortsætter det de kommende to uger op til læseferien og eksamensperioden i november. Jeg skal designe en hjemmeside om bæredygtighed, aflevere en fotoserie fra et sportsevent, skrive et essay om fotografiets historie og aflevere en udredende artikel om kul lobbyisme i Australien. Det virker som en uoverkommelig mundfuld, men på samme tid er det nogle sjove opgaver.
I dag havde vi fernisering på den opgave om kreativ bæredygtighed, vi afleverede i fredags. Mit bidrag var en tegning af et flodsystem, hvor den vestlige verden opdæmmer og forurener vandet, så der stort set intet er tilbage når flodvandet når de fattige længere nede af flodsystemet i u-landene. Borgmesteren i Fremantle kom forbi for at indvie vores kunstudstilling, og vores ultra australske bæredygtigheds-lærer, der kendes på sit store skæg og outback-støvler, var i sit es. Udstillingen bliver sammen med et essay vores sidste opgave i det fag inden eksamen.


No comments:

Post a Comment