Ti timer senere var jeg indlagt på nærmeste hospital med 39 i feber, drop i armen, stregkode på håndleddet og infektionslæger med speciale i tropesygdomme bøjet ind over mig. Udslættet på min overkrop fik særligt meget opmærksomhed. Som jeg lå der og kastede op i al min ynk, lænede lægerne sig tæt ind over min mave for at trykke forundret på de små lyserøde pletter. Der blev taget én blodprøve. Der blev taget to. Tre, fire, fem.
Halve sætninger med ord som malaria og meningitis nåede mine ører fra lægernes dæmpede drøften, og min mave gjorde endnu mere ondt ved tanken om flere måneders smertefuld sygdom. Sidst på natten gav sygeplejersken mig en sprøjte morfin, så jeg kunne få sovet lidt. Endelig hovedpinefri. Ahhhhh.
Onsdag begyndte tingene at klare op. Feberen var væk. Men hverken det lyserøde udslæt, hovedpinen, hosten eller kvalmen var forsvundet. Jeg sov helt ind til tropeinfektionslægerne kom ind på stuen sidst på eftermiddagen for med panden i dybe folder at fortælle, at de ikke endeligt kunne afgøre, hvad jeg led af. Mit blod, symptomerne og de lyserøde pletter gav dem dog en fornemmelse af, at der var tale om denguefeber.
Det er en myggeoverført virus, som er udbredt i Sydøstasien, kunne jeg læse mig til på nettet, da de udskrev mig senere onsdag aften. Jeg havde det væsentligt bedre, men måtte ligge i sengen hele torsdag, og er først blevet rigtig normal i løbet af weekenden. Nu er mavens lyserøde dekoration forsvundet sammen med hovedpinen, feberen og kvalmen, men de rare infektionslæger på Fremantle Hospital vil alligevel gerne se mig til et check-up på onsdag.
Det har været en hård omgang! Jeg vil forsøge at holde mig fra den slags souvenirs fra nu af!
No comments:
Post a Comment