Tuesday, September 22, 2009

Indonesien kalder

Så er der kun to dage til take off. Næste eventyr venter i Indonesien med løfter om solskin, hvide strande og fantastisk snorkling. Alt dét jeg troede Perth kunne byde på, og som australierne bliver ved med at forsikre mig om nok skal komme, når foråret for alvor ruller ind. "This is very unusual", gentager de, når jeg brokker mig over novemberstemningen med storm og regn. Og det kan der være noget om. Den lokale avis havde forleden en forsidehistorie med overskriften "Den vådeste september i Perth siden 1915". Det er vel tiltrængt efter årevis med tørke, men hvorfor skal det lige være, mens jeg er på udveksling? :)
Her nedenfor en regnfuld udsigt ind mod Perth-området fra Penguin Island.



Forhåbentlig kan vores besøg på nogle af Indonesiens mange små paradisøer give mig rigeligt solskin til at lade op til endnu en måneds tvivlsomt sydvestaustralsk forårsvejr. Universitetets forårsferie nummer to bliver udnyttet maksimalt: Martin og jeg skal til Bali og et par småøer nær Lombok, inden vi vender tilbage til Australien og besøger det nordvestlige strandparadis Broome.

Livet i vores lille fem-værelseslejlighed i Student Village er blevet hverdag. Aftenerne går med at hyggesnakke i stuen og lave mad til hinanden. Forleden kom min værelseskammerat fra Singapore (på billedet til højre), der normalt er meget afslappet klædt, ud fra sit værelse iført laksko, habitbukser, diamandøreringe og nystrøget skjorte. "I am going to go get some Asian girls", grinede han på vej til sit "asian party".

Det føles som om urenes visere drejer dobbelt så hurtigt her i Perth som hjemme i Danmark. Før jeg overhovedet har nået at fatte, at en ny uge er begyndt, er det blevet fredag.

Hver aften sker der noget: Jeg udlever min anden teenagetid til utallige amerikanske 21-års fødselsdagsfester (Hvor en af gæsterne fra den sidste fest endte på skadestuen med tre sting i ryggen). Jeg afprøver kystbyen Fremantles restauranter i selskab med vores nydannede madklub og jeg går på latenight shopping med veninderne i et af Perths gigantiske indendørs shoppingcentre.


Her nedenfor er finske Johanna, cubansk-amerikanske Pedro og tyske Kristin og Jasmin ved at afprøve Fremantles lækreste italienermad.

No comments:

Post a Comment