Tuesday, September 8, 2009

En uge i outbackens røde støv

Alt var rødt, da vi kom tilbage efter ti dage i outbacken i søndags. Huden, taskerne, tøjet, støvler, teltene, håret. ALT var dækket i ultrafint rødt støv fra Australiens indland. Men det gjorde ingenting, for turen var fantastisk.

Vi var 35 af Murdochs internationale studerende, som med to hardcore terrængående busser, der kunne foldes ud til både køkken, værksted og lejrplads tilbagelagde over 4000 kilometer australsk ødeland. Størstedelen af gruppen var amerikanere, som hver især forsøgte at overdøve hinanden med deres skingre: "Oooohhh my God"-udbrud, når vi så noget interessant. Gennemsnitsalderen blandt dem er omtrent 20, hvilket betyder at de derhjemme endnu ikke må drikke. En af fyrene sukkede derfor veltilfreds at "Dette var den bedste time i hans liv", da han i en af de små kystbyer havde været til sit livs første happy hour :)

Civilisation var der nu ikke meget af på turen, hvor vi besøgte tre nationalparker og tilbragte nætterne i telte eller nedlagte fårestalde.

Her nyder jeg solen i Natures Window i Kalbarri National Park 1,5 dags kørsel nord for Perth.



Og her er turens første "hotel". Det var lidt af en overraskelse af den australske slags, at vi skulle leve så primitivt. Af papirerne fra universitetet havde de fleste fået det indtryk at vi skulle sove i sovesale på hostels - IKKE i 100 år gamle fårestalde, hvor vinden og regnen blæser lige igennem :)



Eventyrets første højdepunkt var delfinreservatet Monkey Mia, hvor delfinerne hver morgen kommer helt ind til den kridhvide strand for at snuse lidt til turisternes ben og fortære den daglige fisk personalet på stedet forsyner dem med. Det er vilde dyr, som kommer af egen fri vilje (hjulpet væsentligt på vej af udsigten til gratis fisk) men pelikanerne i området har også lukket lunten og lægger dagligt vejen forbi for at få en bid af kagen.





En hel dags kørsel længere mod nord ramte vi Ningaloo Marine Reserve og Shark Bay, hvor vi trodsede den stive kuling og iskolde vand og tog på snorkeltur med en båd med glasbund. Tag ikke fejl af det eksotisk udseende tyrkisgrønne vand! Der ER stadig vinter i Australien og det kan mærkes i sådan en grad, at jeg investerede i en våddragt for bedre at kunne nyde korallerne og de mange fisk og skildpadder.





Fra kysten vendte vores søde australske outback-eksperter Fiona og Terry de terrængående busser mod indlandet og det de røde støv begyndte at trænge ind overalt. Hver en fure i tøjet, teltene, taskerne, skoene var dækket. Vores mål var Karijini National Park, der ligger omtrent 1200 kilometer nord for Perth. Parken er et gammelt helligt område for det oprindelige folk, og efter få dages besøg forstår man hvorfor. Giganstiske sprækker i den røde klippe kløver landskabet op i smukke kløfter. På bunden af dem fosser vandfald og floder afsted og hvor kløften bliver lidt bredere inviterer dybgrønne søer til et hovedspring.

Vi udforskede det hele. Vores arme, fingre, balder og lår syrede til af at klatre på smalle klippeafsatser og svømme gennem lange søer. Vi krængede os forbi store røde sten, vadede gennem floder og badede i vandfald. Forfriskende og fantastisk.

Her klatrer finske Johanna, amerikansk/cubanske Pedro og danske Mikael sig vej ind i kløften.


Her baner hele gruppen sig gennem en smal kløft ind til en af parkens mange badesøer.


Her tager vores australske guide Fiona og jeg en kort pause i solen.


Kun en kort svømmetur fra bredden byder det lille vandfald i Fern Pool på en fantastisk rygmassage.







Vores lejr i Karijini National Park var ultra primitiv. Vand får du kun ved selv at medbringe det eller bruge en time på at klatre ned i bunden af en kløft og hente det ud af floden.


Tilgengæld lagde de lokale gerne vejen forbi.

Her en dingo....


...og et par papegøjer.

No comments:

Post a Comment